Engang, da jeg som ung pige havde fået en splinterny adressebog, skrev jeg adresser i den, og jeg viste den til min farmor. Hun kiggede undersøgende på alle de tomme felter og udbrød spontant:
»Men hvor er dine venner?«.
For mig er venskab en måde at følges på, en måde at deltage i hinandens glæder og sorger på helt uden bagtanker. Og det er sjældent, skriver forfatter Katrine Marie Guldager i denne klumme.
Engang, da jeg som ung pige havde fået en splinterny adressebog, skrev jeg adresser i den, og jeg viste den til min farmor. Hun kiggede undersøgende på alle de tomme felter og udbrød spontant:
»Men hvor er dine venner?«.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nu1
2
3
4
5
6
© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her