Lad os bare begynde med en række forbehold, herunder det vigtigste og mest åbenlyse: Jeg er for så vidt ikke den rette til at anmelde denne bog. Jeg er ikke kvinde, jeg er ikke sort, jeg er ikke amerikaner. Dernæst: Man må forstå, at der er forskel på en mundtlig fremførelse af et digt, en performance, en spoken word-optræden og dets skriftlige forlæg eller dokumentation. Man skal også huske på: Det er et lejlighedsdigt i den bogstavelige betydning af ordet, skrevet til lejligheden, hvilket i dette tilfælde vil sige: Joe Bidens indsættelse som USA’s 46. præsident 20. januar 2021. Det er på den baggrund, jeg skriver denne anmeldelse og fælder denne dom: Som bog er Amanda Gormans ’The Hill We Climb’, nu oversat til dansk under titlen ’Bjerget vi bestiger’, at betragte som et helt igennem utilstrækkeligt værk.

Poetisk one trick pony

At det var en powerful performance, som den dengang kun 22-årige amerikaner leverede den januardag på Capitol Hill i Washington, ændrer med andre ord ikke på, at digtet, når man læser det, i Danmark og på dansk her godt tre måneder senere, virker skoleagtigt, klichéfyldt og patostungt. Det udgør en slags poetisk one-trick pony. Det er det samme greb, der går igen og igen. Som når der et sted står: »Og vi må derfor vende blikket væk fra det,/ der står imellem os/ Og rette blikket fremad for at se det,/ vi står over for.« Og et par sider derefter: »Ikke fordi vi aldrig kommer til at lide igen,/ Men fordi vi indbyrdes aldrig kommer til at strides igen«. Og senere igen: »Og derfor spørger vi ikke længere: Hvordan vil vi nogensinde få ram på katastrofen?/ Men vi siger i stedet: Hvordan vil katastrofen nogensinde få ram på os?«. Det sidste citat er det mest rendyrkede eksempel på, hvad man kalder en kiasme – som man jo også kender fra JFK: Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig, men …