0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Et helt igennem utilstrækkeligt værk: På skrift virker Amanda Gormans digt både skoleagtigt, klichefyldt og patostungt

Amanda Gormans ’The Hill We Climb’ er nu oversat til dansk under titlen ’Bjerget vi bestiger’ og udgivet som bog. På skrift virker digtet både skoleagtigt, klichéfyldt og patostungt

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Patrick Semansky/Ritzau Scanpix
Arkivfoto: Patrick Semansky/Ritzau Scanpix

Amanda Gormans præstation på Capitol Hill var storslået, men på skrift og oversat til dansk bliver det klart, at 'The Hill We Climb' er et lejlighedsdigt.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Lad os bare begynde med en række forbehold, herunder det vigtigste og mest åbenlyse: Jeg er for så vidt ikke den rette til at anmelde denne bog. Jeg er ikke kvinde, jeg er ikke sort, jeg er ikke amerikaner. Dernæst: Man må forstå, at der er forskel på en mundtlig fremførelse af et digt, en performance, en spoken word-optræden og dets skriftlige forlæg eller dokumentation. Man skal også huske på: Det er et lejlighedsdigt i den bogstavelige betydning af ordet, skrevet til lejligheden, hvilket i dette tilfælde vil sige: Joe Bidens indsættelse som USA’s 46. præsident 20. januar 2021. Det er på den baggrund, jeg skriver denne anmeldelse og fælder denne dom: Som bog er Amanda Gormans ’The Hill We Climb’, nu oversat til dansk under titlen ’Bjerget vi bestiger’, at betragte som et helt igennem utilstrækkeligt værk.

At det var en powerful performance, som den dengang kun 22-årige amerikaner leverede den januardag på Capitol Hill i Washington, ændrer med andre ord ikke på, at digtet, når man læser det, i Danmark og på dansk her godt tre måneder senere, virker skoleagtigt, klichéfyldt og patostungt. Det udgør en slags poetisk one-trick pony. Det er det samme greb, der går igen og igen. Som når der et sted står: »Og vi må derfor vende blikket væk fra det,/ der står imellem os/ Og rette blikket fremad for at se det,/ vi står over for.« Og et par sider derefter: »Ikke fordi vi aldrig kommer til at lide igen,/ Men fordi vi indbyrdes aldrig kommer til at strides igen«. Og senere igen: »Og derfor spørger vi ikke længere: Hvordan vil vi nogensinde få ram på katastrofen?/ Men vi siger i stedet: Hvordan vil katastrofen nogensinde få ram på os?«. Det sidste citat er det mest rendyrkede eksempel på, hvad man kalder en kiasme – som man jo også kender fra JFK: Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig, men …

Men i virkeligheden kan aktivisten og digteren Gorman flere tricks end ét, hun benytter sig også flittigt af assonans og allitteration, alle de virkemidler, jeg selv faldt i svime over på første semester på litteraturvidenskab. Som når der står på de engelske sider i den tosprogede udgave (med forord af selveste Oprah!): »We’ve braved the belly of the beast./ We’ve learned that quiet isn’t always peace,/ And the norms and notions of what ’just is’/ Isn’t always justice«. Bemærk b’erne i linjen »braved the belly of the beast«, bemærk, hvordan just is rimer på justice. Heldigvis – fristes jeg til at sige – kan den danske oversættelse ikke få alt det med. Her lyder det, noget mere gumpetungt: »Vi har trodset mørkets greb./ Vi har lært, at stilhed ikke altid er det samme som fred./ Og at normerne og forestillingen om,/ hvordan vi altid har færdedes/ Ikke altid er retfærdige«.

Forlaget Carlsen – som jo ellers ikke er kendt for at sprøjte lyrik ud på bogmarkedet – har tydeligvis været interesseret i at smede, mens jernet var varmt. Men når vi taler om en dobbelt oversættelse – fra det orale til det skriftlige og fra engelsk til dansk – så er sagen bare den, at jernet lynhurtigt bliver koldt. For det hører til lejlighedsdigtet som genre, hvad enten vi taler præsidentiel indsættelse eller ej, at det lever af at blive fremført til lejligheden. Det umuliggør ikke, at det kan fungere på skrift – spørg bare Klaus Høeck eller Bertolt Brecht – men det er omvendt ikke en naturlov, at det gør det.

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter