I sidste uge åbnede jeg porten til min garage og tog dækkenet af min British racing green MGB fra 1969. Vinterhiet var slut. Jeg tog kalechen af bilen og gjorde den forårsklar, bankede måtter, støvsugede den og gjorde den klar til polering. Lyden af motoren, da jeg startede bilen igen efter den tavse vinter, motorens slæbende brummen, gik helt ind i knoglerne. Så glad blev jeg.
Lige siden jeg satte mig ind i MG’en første gang, har jeg følt mig fri, når jeg startede den og hørte lyden af motoren. For mig er det lyden af spild-af-tid og et oprør mod at leve i et samfund, der priser konformitet (bilen er håbløst upraktisk), effektivitet, normalitet og ensretning. Og mest af alt er det lyden af selvforglemmelse.
Selvforglemmelse er undervurderet. De øjeblikke, korte og lange, hvor vi bliver optaget af noget andet end os selv og vores eksistens. Hvor verden pludselig synes større og mere åben end før. Da jeg var barn, voksede jeg op på en nedlagt æbleplantage. Der var en stor have til huset, en park nærmere, med en høj, hvor jeg sad flere timer om dagen. »Hvad laver du?«, spurgte min storebror.
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare på det spørgsmål. Jeg sad bare. Jeg elskede at dagdrømme som barn. Der er egentlig ingen grund til, at jeg skriver det i datid. Sådan er det stadig. Nu sidder jeg bare ikke længere på en høj. Nu gør jeg min MG forårsklar og kører rundt i den, når veteransæsonen tillader det. Der er et rum dér, der for mig giver plads til den totale selvfortabelse.
