Et søgsmål er rettet mod kendt realitypersonlighed, efter toldvæsnet i USA fandt en romersk statue, som var på vej til hende. Selv bedyrer hun sin uskyld.

Kim Kardashian stod som modtager: USA's toldvæsen fik sig noget af en overraskelse, da de åbnede pakken på havnen i Los Angeles

Den 40 årige Kim Kardashian anslåes af Forbes til at være god for en milliard dollars. Foto: Angela Weiss/Ritzau Scanpix
Den 40 årige Kim Kardashian anslåes af Forbes til at være god for en milliard dollars. Foto: Angela Weiss/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

I 2016 fik toldvæsnet i USA noget af en overraskelse, da de pakkede en antik romersk statue ud på havnen i Los Angeles, og øjenbrynene løftede sig formentlig mere, da tolderne opdagede, at modtageren af forsendelsen var tv-personligheden og modellen Kim Kardashian.

Forsendelsen, der ud over statuen rummede cirka 40 andre antikviteter, møbler og dekorationer, anslås at have en værdi på 4,5 millioner kroner, og på modtagerlisten stod der:»Kim Kardashian dba (’gør forretning som’, red.) Noel Roberts Trust«.

Statuen blev beslaglagt, men nyheden gik under radaren for medier og offentlighed.

For en uge siden blev der dog oprettet et søgsmål, hvor Kim Kardashian anklages for at have forsøgt indsmugling af den flere tusind år gamle romerske statue. Robert Snell, journalist på Detroit News, var den første, der gjorde opmærksom på søgsmålet – og delte det på Twitter.

Men Kim Kardashian nægter sig skyldig.

En repræsentant for Kim Kardashian fortæller til Daily Mail, at »Kim aldrig har købt statuen, og det er første gang, hun hører om dens eksistens«.

»Vi tror, at den er blevet købt i hendes navn uden at blive autoriseret, og da hun aldrig har modtaget forsendelsen, var hun komplet uvidende om handlen«, siger repræsentanten.

Selve statuen, som der bliver refereret til som et fragment af skulptøren Myrons værk ’Athene af Samos’, er lavet af marmor og forestiller nederste del af en kvindekrop svøbt i et klæde. Den anslås tidligst at være fra det sjette århundrede f.Kr.

Det er ikke første gang, at Kim Kardashian associeres med Noel Roberts-fonden.

I 2014, da hun og hendes daværende mand, Kanye West, købte et hus i Hidden Hills, Californien, rapporterede magasinet Curbed, at deres huset blev købt i Noel Roberts-fondens navn.

Ebbe Sidenius

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her