Donald Trump ville lave en ’National Garden of American Heroes’ med monumenter af 244 ’helte’, heriblandt flere slaveejere. Den plan har Joe Biden nu trukket stikket på.

Biden skyder Trumps planer om kontroversiel park ned

Donald Trump offentliggjorde planerne om monumentparken under en fejring af den amerikanske uafhængighedsdag ved Mount Rushmore sidste år.  Foto: Tom Brenner/Ritzau Scanpix
Donald Trump offentliggjorde planerne om monumentparken under en fejring af den amerikanske uafhængighedsdag ved Mount Rushmore sidste år. Foto: Tom Brenner/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den amerikanske præsident, Joe Biden, skrinlagde fredag flere planer vedrørende amerikanske monumenter, som blev søsat af hans forgænger på posten, Donald Trump – herunder planen for den såkaldte National Garden of American Heroes, der skulle rumme monumenter af 244 store (primært) amerikanere.

Det skriver The Associated Press.

Planen om en monumentpark, der skulle indeholde monumenter af navne så forskellige som USA’s første præsident, George Washington, og den afdøde basketballspiller Kobe Bryant, var kontroversiel, fordi Donald Trump præsenterede den i en periode, hvor Black Lives Matter-demonstranter landet over beskadigede og væltede flere monumenter af blandt andet slaveejere.

I National Garden of American Heroes skulle der efter planen nemlig – foruden George Washington – opføres statuer af flere andre slaveejere såsom senatoren Henry Clay og pioneren Daniel Boone, som skulle stå side om side med repræsentanter for borgerrettighedsbevægelsen som Rosa Parks og Martin Luther King.

Donald Trump annoncerede sine planer for en monumentpark på uafhængighedsdagen 4. juli sidste år under en fyrværkeriopvisning ved granitmonumentet Mount Rushmore.

Her bebudede han, at parken, der skulle repræsentere »Amerikas svar på de hensynsløse forsøg på at fjerne vores helte, værdier og hele vores livsstil«, skulle stå færdig i 2026.

Ud over planen for National Garden of American Heroes lagde præsident Joe Biden fredag blandt andet også Donald Trumps plan om hårdere straffe for at vandalisere monumenter i graven.

Jesper Lindstrøm Jørgensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her