Concerto Copenhagens varemærke er enten at tage gammel og glemt musik frem i lyset og gøre den vedkommende – eller undersøge virkelig kendte stykker og genfortolke dem, så de føles helt nye.
Det var det sidste, landets fineste barokensemble havde sat sig for lørdag, da de udgav deres nye album med de fire orkestersuiter af Johann Sebastian Bach og samtidig markerede det ved at spille værkerne live i Dronningesalen i Den Sorte Diamant.








