Med fængende undertitler som ’Rumpekos’, ’Rytter på kanten’, ’Sidespagaten’, ’Ha det gøy’ og ’Sett deg ned!’ har det norske public service-medie NRK udgivet en sexguide bestående af en lang række sexstillinger udført af virkelige par.
Men synet af de meget forskelligartede nordmænd, der uden en trevl på kroppen og med varierende grader af akrobatik illustrerer de mange stillinger, er tilsyneladende ikke faldet i alles smag.
Licensmediet modtog nemlig knap 100 klager over guiden, der blev publiceret på mediets hjemmeside, inden for de første fem dage efter publiceringen.
»Vi tror, at det er uvant for mange at se den slags billeder på nrk.no«, siger redaktionschef for dokumentar og samfund i NRK, Reidar Kristiansen, til det norske medie Verdens Gang (VG).
Reidar Kristiansen fortæller, at der blandt klagerne både er folk, som har fundet billederne stødende, og folk, der angriber guiden på dens journalistiske kvalitet og relevans.
Redaktionschefen er imidlertid uenig i begge kritikpunkter.
»Vi viser ingen kønsorganer, vi har taget billederne på afstand, og så har vi gjort dem sort/hvide for at adskille dem fra porno«, siger redaktionschefen, der endvidere tilføjer, at parrene ikke har rigtig sex på billederne.
Derudover mener Reidar Kristiansen, at sexguidens journalistiske relevans ligger i, at den tager udgangspunkt i to udfordringer i det norske samfund.
»Den ene er, at unge mennesker får det meste af deres seksualundervisning fra porno, og den anden er voksne mennesker, som har sex på måder, de ikke kan lide«, siger Reidar Kristiansen.
»Sexguiden er et forsøg på at møde disse udfordringer ved at bidrage til et mere nuanceret og mangfoldigt billede af, hvad sex kan være«.
Den kontroversielle sexguide, der indeholder i alt 60 sexstillinger henvendt til alt fra gravide til folk med ondt i knæene, kan ses her.
fortsæt med at læse








