Åh nej, begynder de nu allerede at skrive om de satans agurker, vil den erfarne og hårdtprøvede læser nok sukke. Men frygt ikke nye plager. Det er allerede for længst gået galt. Agurketiden er ikke længere det meget omtalte fænomen, hvor tåbeligt og totalt ligegyldigt stof kan få lov at brede sig som sommerens uomgængelige medieislæt. Tværtimod er agurketiden i en del medier blevet en tilstand.
Der er solide drivkræfter på spil. Sociale medier sørger for effektiv spredning af halve vinde og løse småhistorier. De gamle medier lader sig lokke til at lave historier, hvis største kvalitet er, at vi alle kan vende tommelfingeren op eller ned på et splitsekund. Og de gamle tabloidmedier: De kæmper hver dag med ’gæt- hvilken agurk’ på deres websites, hvor korte intetsigende rubrikklodser skal lokke til at klikke videre.








