August Strindberg indleder ’En dåres forsvarstale’ med at bedyre, at det er en forfærdelig bog, han har skrevet. »Det indrømmer jeg uden forbehold og med sviende anger«. Ti år senere skriver han i ’Inferno’, at hans dåretale blev til i hans mest stormfulde periode, dengang han fór hårdt frem mod kvindebevægelsen. »Jeg lod mig føre med af kampens hede, og jeg overskred grænserne for det passende i så høj grad, at mine landsmænd troede, jeg var gal«.
Strindberg kan mene, hvad han vil. Jeg elsker hans ’forfærdelige’ bog. Hans kraftfulde sprog, de stærke følelser, begæret, han stiller til skue, samtidig med at »tankemaskinens stadige ild« fortærer ham.
