Efter et turbulent og skandaleramt år har European Film College (EFC) i Ebeltoft nu fundet en ny forstander til skolen, skriver EFC i en pressemeddelelse.
Det er Nikolaj Davidsen der overtager tøjlerne som ny forstander, og han får Åsa Mossberg som viceforstander.
»Vi glæder os til at blive en del af EFC og sammen med resten af holdet på skolen skrive et nyt og forhåbentlig langt kapitel i skolens historie. Vi vil fokusere på samarbejde, entusiasme og lysten til film – i rammerne af en dansk højskoletradition, som indbefatter morgensamlinger, fællessang, debat og en evig undren over, hvad et menneskeliv er for en størrelse«, udtaler forstanderparret i pressemeddelelsen.
Nikolaj Davidsen var tidligere viceforstander på den kreative Johan Borups Højskole i København, hvor han har været siden 2015. Åsa Mossberg har siden 2003 drevet sit produktionsselskab, Totalfilm, og er uddannet filmklipper fra Den Danske Filmskole.
De har vidt forskellig baggrund, men det mener formanden for bestyrelsen på EFC, Jørgen Ramskov, er en styrke og kalder forstanderparret for »det bedste fra begge verdner«.
»Med ansættelsen af Nikolaj Davidsen som forstander og Åsa Mossberg som viceforstander får Den Europæiske Filmhøjskole det bedste fra begge verdener. Nikolaj kommer med solid erfaring – også ledelsesmæssigt – fra en højskole, og Åsa har stor filmfaglighed – tilsammen er de en garanti for, at EFC også i fremtiden kan levere det indhold og de oplevelser, eleverne kommer til Ebeltoft for at få. Samtidig har de en klar forståelse for de opgaver, der ligger foran højskolen efter et turbulent år«, siger bestyrelsesformand Jørgen Ramskov.
EFC har siden slutningen af marts været uden forstander, efter den tidligere rektor, Ellen Riis, trak sig. Det skete, efter 57 tidligere elever klagede til bestyrelsen. En bestyrelse, som eleverne mener har svigtet i sagen om tidligere elevers oplevelser med grænseoverskridende adfærd.
Eleverne krævede samtidig en undskyldning fra bestyrelsen.
57 elever sender rasende brev til højskole efter sag om grænseoverskridende oplevelserDet afviste daværende bestyrelsesformand Ole Christian Madsen, da han ikke mente, bestyrelsen kunne undskylde for noget, den ikke var bekendt med, da krænkelsessagerne endte på Ellen Riis’ bord.
Ole Christian Madsen valgte for nylig at fratræde sin post som formand og i stedet blive menigt medlem af bestyrelsen for EFC, mens Jørgen Ramskov blev udpeget som ny bestyrelsesformand for filmakademiet.
Efter ugers tavshed svarer stjerneinstruktør på hård kritik af håndtering af krænkelsessagerNikolaj Davidsen og Åsa Mossberg tiltræder som forstander og viceforstander på Den Europæiske Filmhøjskole 1. august, og dermed er filmhøjskolen klar til det næste lange kursus, som starter 23. august.
fortsæt med at læse









