Klassekampen kæmpes også i tegneseriehistorien, hvor både revolutionsromantik og prekært freelanceliv trækker fronterne op for en kunstart, der på én gang er notorisk fattig, og som generer gigantiske kassesucceser.

»Tegneserien er arbejderklassens kunstform«: Måske er den ligefrem vejen til massernes befrielse?

Klassekampen ender anderledes brutalt i belgiske Frans Masereels ordløse og ekspressionistiske træsnitsroman ’25 images de la passion d’un homme’ (1918).
Klassekampen ender anderledes brutalt i belgiske Frans Masereels ordløse og ekspressionistiske træsnitsroman ’25 images de la passion d’un homme’ (1918).
Lyt til artiklen

I 2013 optrådte den amerikanske tegneserieskaber Chris Ware, en af verdens mest feterede og intellektuelt udfordrende, på den prestigefulde litteraturfestival i Edinburgh. Og her, på åbningsaftenen i festivalteltet på Charlotte Square mellem statelige og milliondyre byhuse i Recency-stil, erklærede han, at »tegneserien er arbejderklassens kunstform«.

Der er ikke meget arbejderklasse over det prangende rigmandskvarter i den skotske hovedstad, men Chris Ware er ingen provokatør og mente intet kontroversielt med sit udsagn. Til gengæld er han en stor nostalgiker, og ud over en higen efter barndommens svundne verden rummer hans ord et element af sandhed om tegneseriens gennembrud og sejrsgang. Traditionelt har tegneserier nemlig været en billig, masseproduceret og lettilgængelig kunstform fuld af eskapisme med løfter om større, bedre, vildere og mere fantastiske liv end læsernes egne.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her