Jeg har lovet mig selv ikke at græde, mens jeg skriver det her.

Det bliver ikke nemt. Efter Christian Eriksens død og genopstandelse og landsholdsspillernes forvandling fra mænd med hår på brystet til mænd med følelser er det blevet et tegn på den nye maskulinitet at græde. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har siddet i biografens mørke og holdt floder af tårer tilbage, når heltens søn eller elskede var druknet, og helten – uden hjertestarter – fik pumpet liv i den døde igen, og kærligheden sejrede. Jeg kæmpede som en druknende for ikke at vise, hvem jeg også var, en mand, der græder uden at skamme sig.