Fire medlemmer af den russiske protestgruppe og punkkollektiv Pussy Riot er nok en gang blevet sat bag tremmer.
Det skriver det amerikanske kunstmedie Artnet News.
Det drejer sig om medlemmerne Masja Alekhina, Sasja Sofeev, Anna Kuzminykh og Veronika Nikulsjina, der er tiltalt for hooliganisme, for at bande i offentligheden og for at skændes med en politibetjent.
Pussy Riot selv forstår dog ikke, hvad de har gjort galt.
»Det er ikke engang nødvendigt at protestere for at blive anholdt længere«, skriver gruppen på Twitter.
»Vi protesterer tilsyneladende alene ved at eksistere«.
Anholdelsen af de fire medlemmer er i alle tilfælde sket efter samme formel.
Først er de blevet tilbageholdt og sat i detention, altså blandt andet for at bande offentligt og skændes med en betjent. Herefter er de blevet løsladt, men kort efter er de imidlertid igen blevet anholdt og fængslet på ny i op mod 15 dage. I Masja Alekhinas tilfælde ventede politiet på hende lige uden for detentionen, hvor hun straks blev anholdt på ny og ført direkte tilbage bag tremmer. En episode, der blev filmet og efterfølgende lagt ud på de sociale medier.
Medlemmerne af Pussy Riot, der er stærkt kritiske over for Ruslands præsident, Vladimir Putin, og som desuden kæmper for en feministisk dagsorden, er allerede tidligere blevet anholdt adskillige gange.
Senest i juni, hvor flere af gruppens medlemmer blev anholdt, fordi det russiske politi mistænkte dem for at ville protestere ved en fodboldkamp i Sankt Petersborg i forbindelse med årets EM-slutrunde.
Kritikere mener, at de tilbagevendende anholdelser er forsøg på at lukke munden på enhver kritisk røst frem mod parlamentsvalget i Rusland i september.
fortsæt med at læse








