Man ved, at man er på festival, når man kigger ned på de hvide skos sorte lakridspletter og kommer i tanke om det øjeblik, hvor man blev skubbet til siden, fordi ti unge mennesker med favnen fuld af shotsrør bare skulle helt op foran.
Man ved, at man er på festival, når man står op hver morgen med en underlige søgang i benene – fra at bumle hen over en knoldet græsmark i ti timer.








