Musikeren Varna Marianna Nielsen mener, at Tivoli er med til at stigmatisere grønlændere, når de udsmykker deres plakat med en tilfældig grønlandsk kunstner i nationaldragt.

Grønlandsk musiker skulle ikke optræde i Tivoli. Alligevel endte hun på plakaten

Tivoli afholder årligt den grønlandske temaweekend 'Grøndland i Tivoli', hvor de i år havde en kunstner på plakaten, der slet ikke skulle optræde.  Foto: Thomas Borberg/POLFOTO
Tivoli afholder årligt den grønlandske temaweekend 'Grøndland i Tivoli', hvor de i år havde en kunstner på plakaten, der slet ikke skulle optræde. Foto: Thomas Borberg/POLFOTO
Lyt til artiklen

Iført nationaldragt tonede den grønlandske sanger og trommedanser Varna Marianne Nielsen frem på Tivolis plakat for temaarrangementet ’Grønland i Tivoli’.

Det er bare ét problem: Varna Marianne Nielsen skulle slet ikke optræde til det årlige arrangement, der blev afholdt 31. juli og 1. august. Det skriver Frihedsbrevet.

Tivoli beklager fejlen og forklarede i en mail til sangerinden, at det ikke var muligt at fjerne plakaten, da der kun var få dage til arrangementet. I god tro havde Tivoli hentet billedet i Visit Greenlands fotodatabase. Det viste sig sidenhen, at Visit Greenland ikke havde ret til at have billedet liggende, og alle billeder af Varna Marianne Nielsen er nu slettet fra databasen.

En klassisk grønlænder

Spørger man sangeren selv, er der tale om klassisk stigmatisering af grønlændere, når Tivoli putter et billede af en tilfældig grønlandsk kunstner på en plakat, for at reklamere for en grønlandsk temaweekend.

»Skulle jeg lave en plakat til et dansk event, så ville jeg da heller ikke bare tage hvilken som helst dansk kunstner og putte på en plakat og sige, at vedkommende ser så dansk ud, og at det passer meget godt til vores event. Det er jo den måde, Tivoli fremstiller det på«, siger Varna Marianne Nielsen til Frihedsbrevet.

Hos Tivoli mener man dog ikke, at arrangementet underbygger en stereotyp fremstilling.

»Om det er stereotypt, det må være op til gæsterne. Det synes vi ikke. Vi synes, at vi laver en god cocktail, og det er også ud fra det muliges kunst«, siger Tivolis pressechef Torben Plank til Frihedsbrevet.

Frederikke Amalie Albrechtsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her