Jeg har altid haft det superanstrengt med Pippi Langstrømpe. Altså ikke Pippi selv, som jo bare var et voksensvigtet barn, der måtte ty til en altomfavnende fantasiverden, overlevercharme og børnemagt-ideologi for at klare skærene i den svenske småborgeridyl. Men måden, voksne og især kvinder igennem mit liv har brugt Pippi som sådan en feministisk universalnøgle.
Indsæt Pippi for at få lidt personlighed. »Jeg er bare sådan en Pippi-pige«, siger den ene Annika efter den anden, med nedarvet angst for egen snusfornuft, manglende vildskab og nedarvet skam over godt at kunne sidde stille på en stol og koncentrere sig om noget. Pippi er børnelitteraturens urimelige død over både 12-talspigen og pyntedukken – en hyldest til piger, der elskes højere, hvis de er lidt mindre som piger, og en sær hyldest til en sørgmodig grænseløshed, hvor barnet er tvunget til at navigere i en verden uden voksne. Måske særligt for os, der i bred, åndelig forstand er børn af 68’ernes oprørstrang, har ideen om Pippi kulturel magt.
