Serierne på Apples egen streamingtjeneste er spækket med genkendelige ringetoner og samtaler om ’Facetime’ og ’iCloud’. Men skurke bruger Android.

230 gange vises et Apple-produkt i 14 afsnit af storrost komedieserie

Juno Temple ses her i rollen som fodboldklubben AFC Richmonds pr-ansvarlige, Keeley Jones i 'Ted Lasso' - selvfølgelig bevæbnet med en iPhone.  Foto: PR/Apple+
Juno Temple ses her i rollen som fodboldklubben AFC Richmonds pr-ansvarlige, Keeley Jones i 'Ted Lasso' - selvfølgelig bevæbnet med en iPhone. Foto: PR/Apple+
Lyt til artiklen

Iphones, Macbooks og Airpods flyver om ørerne på karaktererne – og seerne – i serierne på Apples egen streamingtjeneste.

En journalist på Wall Street Journal har lavet en optælling af Apple-produkter i fem serier på Apple TV+, og den storroste komedieserie ’Ted Lasso’ – med Jason Sudeikis i hovedrollen – boner særligt ud i eksperimentet.

230 gange vises et Apple-produkt i de 14 første afsnit af ’Ted Lasso’, som i skrivende stund er på vej ind i sidste tredjedel af sin anden sæson.

I alt dukkede 704 Apple-produkter op i de fem serier af 74 afsnit, journalisten har set.

Product placement, hvor producenten betaler for, at deres brand og produkter indgår i film og tv-serier, er ikke et nyt fænomen. Det nye er, at den diskrete, men effektive markedsføring nu foregår på producentens egen banehalvdel.

Wall Street Journal har talt med professor i marketing og product placement-ekspert Cristel Russel, der understreger, at Apple har ekstraordinært mange produkter på skærmen i deres egne tv-serier.

Store dele af seriernes plot foregår digitalt, hvor karaktererne interagerer med hinanden via deres Apple-produkter.

Produkterne er primært placeret i midten af billedet, hvor seerens opmærksomhed er mest koncentreret, fortæller Cristel Russel.

Udover de mange synlige Apple-produkter, konstaterer Wall Street Journal, at seerens høresans ofte aktiveres i markedsføringen, når produkterne indgår som lyde i form af genkendelige sms- og ringetoner, men også i samtaler, hvor karaktererne smider om sig med ord som ’Facetime’ og »iCloud-konto«.

Skurke bruger android

Når man ser en tv-serie, opbygger man et forhold til karaktererne, så hvis de karakterer bliver associeret med et produkt, vil dit forhold til karaktererne blive overført til produktet, forklarer Cristel Russel til Wall Street Journal.

Ifølge Wall Street Journals analyse er det seriernes elskværdige karakterer, der oftest ses med Apple-produkter.

Og af samme årsag lader Apple ikke skurke bruge deres produkter. Det bekræftede Hollywood-instruktør Rian Johnson, der står bag filmen ’Knives Out’, sidste år.

Hollywood-instruktør bekræfter 20 år gammelt rygte: Skurke i film må ikke bruge Apple-produkter

I Apple TV+ serien ’Mythic Quest’ har seriens magthungrende og manipulerende hovedperson en Macbook uden Apple-mærke, og hendes Airpods er gemt under håret.

Ligeledes har en af hovedpersonerne i serien ’Defending Jacob’, der er pædofil og sigtet for mord, ikke en iPhone, men en Android.

Ifølge Wall Street Journal har Apple afvist at kommentere analysen.

Anna Konggaard

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her