’Kartoffelspiserne’ fra 1885.
’Solsikker’ fra 1888.
’Stjernenatten’ fra 1889.
’Soveværelset i Arles’ fra 1889.
Alle mesterværker. Alle af den hollandske mester Vincent van Gogh. Ingen af værkerne fysisk til stede på den store udstilling i Dubai, der for tiden hylder netop disse værker og den store impressionist.
Det lyder måske underligt, men sådan foregår det altså, når udstillingsstedet Infinity des Lumières i Dubai holder kunstudstilling. I stedet for oliemalerierne er der lavet en digital udstilling, hvor man med 130 projektorer og 58 højttalere laver et billed- og lydhav i hele den 2.700 kvadratmeter store kunsthal.
Når projektorerne er slukkede, er alting hvidt, men når de er tændt, kommer der pludselig liv i den gamle mesters strøg og farver. Børn kan lege mellem solsikkerne eller træde ind på gulvet i kunsthistoriens måske mest berømte soveværelse.
Udstillingen er ikke 1 til 1-gengivelser af kunstnerens værker, eller er det i hvert fald ikke kun, men også digitale bearbejdelser med udgangspunkt i værkerne, som bevæger sig.
Van Gogh-udstillingen er udviklet som et samarbejde med den franske kulturudviklingsvirksomhed Culturespaces, den belgiske teknologivirksomhed Barco og Dubais kulturministerium. Udstillingsstedet ligger i Dubai Mall, verdens næststørste indkøbscenter.
Det er svært at klemme flere linjer ud af selve udstillingen, men det kan nævnes, at Vincent van Gogh i sin levetid stod bag omkring 2.000 værker, de 900 malerier og resten skitser og tegninger. Flere af hans berømte billeder, eksempelvis solsikkerne og soveværelset i Arles, har han malet flere gange. Vincent van Gogh skød sig selv i brystet med en revolver 27. juli 1890 og døde to dage senere, 37 år gammel.
fortsæt med at læse







