I sidste øjeblik trækker DR en scene tilbage fra torsdagens afsnit af ’Gift ved første blik’. Det gør de, fordi deltageren Michael Lundberg kalder politikeren Pernille Vermund fra Nye Borgerlige racistisk, skriver Berlingske.
Tidligt i programserien blev det slået fast, at deltagerparret Michael og Pernille befinder sig på hver sin politiske fløj. Michaels kommentar om Pernille Vermund falder, da parret ligger i dobbeltsengen med deres håndholdte kamera og diskuterer politik.
»I afsnittet indgik en kritisk udtalelse om Pernille Vermund, som ikke var forelagt for hende. Derfor er denne udtalelse klippet ud i det færdige program, der bliver publiceret i dag på DRTV. DR opdagede fejlen sent og rettede med det samme«, siger Anne Garlichs, programchef for fællesskaber på DR1 i en e-mail.
»Scenen var ikke afgørende i forhold til fortællingen om parrets forløb og udfordringer. Seerne har for længst fået indblik i, at parret har to meget forskellige standpunkter rent politisk, men til gengæld har parret mange fælles ståsteder på andre punkter. Programmet handler om parforhold, kærlighed og hvordan man som par udvikler sig. Det er ikke et program, hvor man skal konfronteres eller stå på mål for diverse overbevisninger. Af og til bliver der klippet helt op til sendetidspunktet og det var det, der skete i går. Vi ser frem til at dele afsnit 5 med alle seerne senere i dag«, siger Anne Garlichs til Politiken.
Meget overrasket
DR fjernede først klippet, efter at det var blevet sendt ud til anmeldere. Onsdag aften kom en e-mail fra kommunikationsbureauet, der står for presseomtalen af programmet, med en besked om, at afsnit 5 var blevet klippet om.
Kulturkommentator Anne Sophia Hermansen, der skulle have skrevet om programmet for Berlingske, var meget overrasket, da hun så scenen med Michael og Pernille.
»Da jeg så scenen, gibbede det i mig, for det er en voldsom udtalelse, og jeg undrede mig over, at DR lod den passere. Jeg er med på, at det står for Michaels egen regning, men DR er stadig afsender af et program, hvor den type udtalelser ikke bør føres til torvs. Havde en person påstået, at Pernille Skipper var nazist eller pædofil, havde det også været opsigtsvækkende og selvsagt uacceptabelt«, siger hun i artiklen fra Berlingske.
’Gift ved første blik’ er en af DR’s helt stor seersucceser. Programserien har ligget på top-5 over mest sete programmer, siden sæson 7 begyndte at rulle over skærmen midt i august.
fortsæt med at læse






