Regeringen sætter nu penge af til at undersøge, om det er muligt at lave en større renovering og fornyelse af Nationalmuseet.

»Nedslidt« og »gammeldags«: Nu vil regeringen lave gennemgribende om på Nationalmuseet

 Nationalmuseets direktør Rane Willerslev. har kænge ønsket en moderinisering og renovering af museet. Nu har regeringen sat penge af til en forundersøgelse.  Foto: Louise Herrche Serup
Nationalmuseets direktør Rane Willerslev. har kænge ønsket en moderinisering og renovering af museet. Nu har regeringen sat penge af til en forundersøgelse. Foto: Louise Herrche Serup
Lyt til artiklen

Regeringen vil nu undersøge muligheden for en gennemgribende fornyelse af Nationalmuseet i København.

Det fremgår af udspillet ’Tættere på II - Byer med plads til alle’, som indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S) og kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) netop har præsenteret på et pressemøde.

I udspillet foreslår regeringen, at der afsættes 11,8 millioner kroner i perioden 2021-2023 til en forundersøgelse af en »gennemgribende ombygning og fornyelse« af Danmarks største museum, der holder til i Prinsens Palæ ved Frederiksholms Kanal i København.

Museet skal blive »et samlende punkt for vores fælles historie«, siger Ane Halsboe-Jørgensen på pressemødet.

Det har længe været et ønske fra Nationalmuseets direktør Rane Willerslev. I et interview med Kulturmonitor i januar kaldte han museets bygninger for »utidssvarende«. Og mente at blandt andet de mange små og lavloftede rum giver en dårlig publikumsoplevelse – også fordi de er for varme om sommeren og for kolde om vinteren.

»Det er nærmest en skændsel, at Danmarks hovedmuseum – det museum, som skal vise hele Danmarks historie og samle danskerne – er så nedslidt og gammeldags. Mit store håb er, at staten vil tage et ansvar, for det kan ikke løftes med fondsmidler«, sagde Rane Willerslev til Kulturmonitor.

Hvis forundersøgelserne viser gode resultater, er det dog en forudsætning for at sætte renoveringen i gang, at der kan rejses »et substantielt beløb« fra fonde, hedder det i udspillet. Regeringen vil dog også give et »væsentligt økonomisk bidrag«.

Ambitionen er, at Nationalmuseet skal formidle historien på en »engagerende og nybrydende« måde og at få flere genstande fra museets store samling ud i hele landet og tilbage til de steder, de oprindeligt er fundet og hører til, hedder det i udspillet:

»På den måde sigtes der efter, at Nationalmuseet bliver et reelt nationalt museum, der i samarbejde med landets lokale, kulturhistoriske museer er til stede i hele landet til gavn for borgerne«.

Lotte Thorsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her