To mennesker er blevet skudt under indspilningen til en ny Alec Baldwin-film, oplyser sheriffen i Santa Fe.

Hollywood-stjernen Alec Baldwin skyder og dræber filmfotograf ved et uheld under indspilning i USA

Det var Hollywood-stjernen Alec Baldwin, der affyrede en rekvisit-pistol under en filmindspilning torsdag, hvor en kvinde blev dræbt og en mand såret.
 Foto: Lucy Nicholson/Ritzau Scanpix
Det var Hollywood-stjernen Alec Baldwin, der affyrede en rekvisit-pistol under en filmindspilning torsdag, hvor en kvinde blev dræbt og en mand såret. Foto: Lucy Nicholson/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Opdateret 09.35:

Det var Hollywood-stjernen Alec Baldwin, der affyrede en rekvisit-pistol under en filmindspilning torsdag, hvor en kvinde blev dræbt og en mand såret.

Det bekræfter sherifkontoret i Santa Fe, der er hovedstad i den amerikanske delstat New Mexico.

»To mennesker blev skudt under indspilningen af en scene i westernfilmen ’Rust’«, siger sheriffen i Santa Fe i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet AFP.

»Et skudoffer, en 42-årig kvinde, er død af sine kvæstelser«.

Den afdøde kvinde er filmfotografen Halyna Hutchins. Hun blev fløjet med helikopter til University of New Mexico Hospital, hvor hun blev erklæret død. Det andet skudoffer er filmens instruktør, 48-årige Joel Souza, og han blev kørt til et andet hospital med ambulance efter skudepisoden.

Fredag morgen dansk tid blev han udskrevet igen, oplyser skuespilleren Frances Fischer på Twitter.

»Vi efterforsker hændelsen«, siger Juan Rios, der er talsmand for sheriffen.

Der er fredag morgen dansk tid ikke rejst nogen sigtelser i forbindelse med sagen, og det har ifølge nyhedsbureauet AP ikke været muligt at få en kommentar fra Alec Baldwin til sagen.

Spået stor fremtid

Ifølge sherifkontoret involverede hændelsen en pistol, der blev brugt som rekvisit i filmen, der skal forestille at foregå i det 19. århundrede.

Kriminalbetjente er ved at undersøge, hvordan våbnet blev affyret, og hvilken type projektiler der blev brugt.

Den dræbte filmfotograf er uddannet fra American Film Institute og har arbejdet på flere kortfilm, inden hun arbejdede på actionfilmen ’Archenemy’ fra 2020.

Hutchins var spået en stor fremtid i filmbranchen. I 2019 blev hun fremhævet som ’rising star’ – en kommende stjerne – af magasinet American Cinematographer.

Den 63-årige Hollywood-stjerne Alec Baldwin er med til at producere ’Rust’. Han spiller også karakteren Harland Rust – en lovløs person, hvis barnebarn bliver dømt for drab. De to flygter, da drengen bliver dømt til døden ved hængning. Baldwin har medvirket i et hav af film såsom ’It’s Complicated’ og ’Still Alice’.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her