Musikken rejser altid ad sine egne snørklede veje. Nu havde den for eksempel ført mig til Berlin under en lille våbentilstand med coronaen i en forsommer, hvor alt føltes åbent, og mulighederne trods alt var der. For eksempel for at finde debutpladen med Frank Morgan. En saxofonist, hvis melankolsk lyriske tone jeg havde lært at kende hos min ven, var jeg lige ved at sige, Harry Bosch fra en af tv-historiens bedste politiserier, ’Bosch’.

Nu snoede jeg mig fra loppemarkeder til de pladebutikker, hvor den musik, der bogstaveligt talt stråler ud fra de stedlige pladespillere, har det med at glide ind i et tidløst drømmeunivers, jeg ikke rigtigt kender fra andre steder. Gudskelov for det i denne magisk musikalske fornemmelse af evigheden, at det bliver fordømt fristende at købe just den plade, der spilles. »I got a feeling that I can’t let go’, som duoen med det virkeligt passende navn Caught A Ghost synger i seriens åbningssang.