Det er Herman Bangs skyld, at jeg rev klassikeren ’Madame Bovary’ ned fra reolen. For et stykke tid siden faldt jeg over hans påstand om, at kun en kvindelig forfatter kan skildre en kvinde ordentligt. Nævnte man som modargument Flauberts berømte skildring af lægehustruen og ægteskabsbryderen Emma Bovary – det gjorde Bang selv i den kronik, hvor han fremsatte sin woke påstand – var svaret, at fru Bovarys overfladiske forhold til sit barn i romanen var bevis nok for, at dens forfatter ikke havde tilstrækkelig indsigt i ’landet, vi ikke kender’, som Bang også kaldte kvinderne.

I min grønne ungdom susede jeg igennem ’Madame Bovary’ som pensum. Nu satte jeg mig for at genlæse den langsomt for at se, om Bang virkelig har ret i sin påstand om dens mangler.