En tredjedel af alle de kommentarer på Facebook, som DR har måttet slette for hadefuldt eller groft sprog, er skrevet af 6 procent. Og udlændingespørgsmål, corona og sager om seksuelle krænkelser er de emner, der får det værste op i skribenterne.
Det skriver DR i en artikel om en ny undersøgelse fra DR Medieforskning. Undersøgelsen, der offentliggøres i sin fulde længde senere i januar, er lavet af medieforskerne Ea Willumsen og Steven Larsen, som har undersøgt, hvad der udløser de beske eller primitive kommentarer, og hvem der skriver dem.
Forskerne har undersøgt DR Nyheders Facebook-profil i perioden fra september 2019 til august 2021 med fokus på kommentarsporene.
I perioden blev der lagt 13.935 opslag op med over 5 millioner kommentarer, men forskerne har især interesseret sig for de kommentarer, der med DR’s ord slettes som »anstødelige kommentarer, hadtale, spam og andet upassende indhold«, og de har fulgt processen og haft adgang til opslagene, som alle er ulovlige, diskriminerende eller på anden vis i strid med DR’s retningslinjer.
Nogle brugere har fået hele undertråde slettet, mens andre har fået opslag slettet med et enkelt stødende ord mod udvalgte personer eller befolkningsgrupper. Blandt de udvalgte gloser er »klaphatte«, »egoistiske røvhuller« og »nokkefår«.
Manglende mundbind
Corona er et af de emner, der kan få gryden til at koge over. Opslag om folk og virksomheder, der overtræder coronareglerne, fylder så meget, at de indtager en andenplads i undersøgelsen, selv om perioden strækker sig, fra før virussen havde spredt sig i Danmark.
Men det er udlændingespørgsmål og især temaer om flygtninge og indvandrere, der ifølge DR kan få folk til at skrive mest nedladende og hadefuldt. På en tredjeplads kommer seksuelle krænkelser, mens også for eksempel omskæringer kan få skribenterne til ja, at slibe knivene.
Men undersøgelsen viser, at det ikke er alle, der koger over. To tredjedele af dem, der har fået kommentarer slettet, har krydset stregen for anstændighed og ordentlig debat én gang.
En fjerdedel af de slettede kommentarer er skrevet af folk, der to til fem gange har skummet over på tasterne, men en lille gruppe på 6 procent af dem, der har fået slettet kommentarer, har gjort det i en grad, så de samlet set tegner sig for en tredjedel af alle slettede kommentarer i undersøgelsen. Det fremgår ikke, hvor mange slettede kommentarer der i alt er i perioden.
fortsæt med at læse








