En pauke er en stor kobberkedel med stramt udspændt skind over. En enorm tromme, simpelthen. Af samme grund hedder pauke kettledrum på engelsk. Nutidige symfoniorkestre bruger pauker i sæt af fire ad gangen. De kan stemmes i forskellige tonehøjder, og tonehøjden kan ændres, så dygtige paukister kan mere eller mindre spille melodier. Men paukens væsen er at lave krigslarm. Derfor var det heller ikke så vigtigt for tidligere tiders komponister, om den tone, paukerne producerede, lige passede perfekt ind i musikken. To tonehøjder og så ellers smæk på kølleslagene var fint nok.

Torsdag var der paukefest i Koncerthuset. Programmet bød på to kendte værker, et dansk og et udenlandsk, der begge giver de buldrende militære kobbergryder en central plads, og der var hele tre sæt pauker på scenen. For der skulle bruges to gange fire pauker til Carl Nielsens 4. symfoni. Men først gjaldt det Beethovens violinkoncert, og til den skulle orkestrets paukespiller bruge to lidt mindre kobberkedler.