Pulsen, rytmen, er central i jazzen. Beatet bestemmende.Og det er karakteristisk for store kunstnere i genren, at de kontrollerer rytmikken på hver deres måde. Sangeren Sinatras overlegne distance. Saxofonisten Dexter Gordons elegante slæben.
Eller Sinne Eegs artistiske kontrol over musikkens åndedrag. Det beviste hun fra begyndelsen. Først satte bassisten Lennart Ginman nonchalant rytmen an på sit imposante instrument. Så fulgte pianisten Jacob Christoffersen og trommeslageren Jukkis Uotila, inden vokalisten selv kom til i en fejende flot og overlegent eksekveret version af Loughborough og Wheats nyklassiker ’Better Than Anything’ fra 1963. Man kunne fristes til at sige, at såvel musikken som de optrædende også var bedre end alt andet – selvfølgelig bortset fra at være forelsket, som sangen vil vide.
