Hvor meget skal man tøjle sit materiale? Hvornår slipper man kontrollen, og hvad venter der, når man åbner ovnen efter en brænding? Jeg forestiller mig, at de fleste keramikere konstant må overveje, hvor langt de vil gå med leret, ligesom de må acceptere, at selv om de kender materialet bedre end deres egne bukselommer, så overlader de noget til de højere magter, i samme øjeblik de lukker ovndøren og lader de høje temperaturer tage magten.

På det keramiske udstillingssted Peach Corner på Frederiksberg er der lige nu to fremragende eksempler på den totale kontrol og det modsatte.