Olaf Højgaards monolog på Sort/Hvid hedder sigende nok ikke ’Den der drikker’, men ’Det der drikker’ – der er noget på spil, som den drikkende ikke selv er herre over. Men hvad er det så, der drikker?

Netop det fuldes sprog og æstetik er noget, vi for nylig også har set udfoldet i litteraturen, Kristian Ditlev Jensen med sin kontrafaktiske selvbiografi ’Bar’, der forestiller sig, hvad der kunne være sket, hvis forfatteren ikke var stoppet med at drikke. Eller Jesper Stein, hvis autofiktive roman ’Ædru’ i korte, næsten terapeutiske sætninger fortæller om at gå fra fuld til ædru. Tænk også på Thomas Vinterbergs ’Druk’.