Omvendt sci-fi, det er det tætteste, jeg kommer på at beskrive det. Følelsen af at sidde bænket i Glyptotekets festsal og opleve en opera over den græske digter Sapfos fragmenter. Poeten selv gik rundt og sang for godt og vel 2.600 år siden på øen Lesbos, blandt andet til bryllupper. Sapfo var med til at føde ordet lesbisk og give poesien et jeg at tale med, bare to dele af hendes arv, vi endnu lever med. Det er det, der føles som bagvendt science fiction, at nogen taler til og med os på så lang tidslig afstand, vi er de nyforelskede aliens, som Sapfo umuligt har kunne forestille sig. Hvad ville jeg selv fortælle et menneske, der bliver født i år 4600?
Hvordan skulle jeg kunne fortælle dem noget, der som udtryk ville overleve så længe? Det sprog, jeg skriver nu, ville det kræve et hold af professorer at forstå. Held og lykke.
