Som om Peer Gynt ikke havde problemer nok i forvejen, bliver han i ’Peer/Bitch’ – en norsk produktion, der i forbindelse med teaterfestivalen CPH Stage kører til og med fredag aften på Får302 – udsat for et rasende matriarkalsk shout-out.
Jeg vil ikke sige, at han har godt af det, for han havde det allerede ikke godt, men som nyfortolkning af Ibsens tidlige klassiker fra 1867 er stykket et radikalt overgreb, der med enkle virkemidler bringer teatermonologen til bristepunktet, selv om det også hele tiden er i gang med at kamme over i salig og meningsfornægtende nonsens.








