Haydn og Mozart gjorde det ikke. Blandt wienerklassikerne var det først Ludwig van Beethoven, overgangsskikkelsen mellem klassik og romantik, der fandt på at dyrke det intense sammenspil mellem klaver og cello i form af cellosonater.

Beethoven skrev ikke færre end fem sonater for cello og klaver. De to første, udgivet som et par med det tidlige opusnummer 5, komponerede han endda, inden han gik i gang med den første af sine ti sonater for klaver og violin, som på en helt anden måde end cellosonaterne knyttede an til en eksisterende tradition.