Den 45-årige Katrine Vogelsang er en sværvægter i dansk tv-serie-produktion. Nu får hun det øverste ansvar for Nordisk Films film og tv-serier.

Hun har taget førstepladsen fra DR og fået kritik for at bruge »bøllemetoder«. Nu forlader hun TV 2

Katrine Vogelsang får nu ansvaret for, at Nordisk Films film og tv-serier slår bedre igennem i hele Norden.
Katrine Vogelsang får nu ansvaret for, at Nordisk Films film og tv-serier slår bedre igennem i hele Norden.
Lyt til artiklen

TV 2’s succesfulde fiktionschef gennem mere end 10 år, Katrine Vogelsang, forlader TV2 og skifter til Nordisk Film, hvor hun skal være øverste chef for Nordisk Film Production. Det sker midt i en konflikt med dramatikere, skuespillere, instruktører og andre kreative om, hvad de skal have i rettighedsbetaling for deres arbejde.

En konflikt, der har fået TV 2 til stoppe for alle nye dramaprojekter, fordi aftalen ifølge TV 2 og Katine Vogelsang vil betyde, at TV 2 på de store produktioner skal betale op mod seks gange så meget som i dag. Og som har fået politikerne til at kritisere TV 2 for at bruge »bøllemetoder«.

Katrine Vogelsang bliver fra alle sider af branchen opfattet som ekstremt dygtig, og som drivkraften bag TV 2’s store succes på dramaområdet. Tidligere kunne TV 2 på ingen måde hamle op med DR Drama, men det er lykkedes Katrine Vogelsang ikke bare at komme op på siden af DR, men også at levere den uden sammenligning mest populære danske tv-serie i mange år, ’Badehotellet’. Nu er det DR, der kigger misundeligt på seertallene hos konkurrenten.

Katrine Vogelsang skal være administrerende direktør for Nordisk Film Production i stedet for Henrik Zein. Han fortsætter dog i selskabet, men nu som vicedirektør.

»Vi ønsker i Nordisk Film at tage en førende position i Norden de kommende år, og derfor ruster vi op og styrker ledelsen af Nordisk Film Production. Jeg er glad for, at Katrine Vogelsang og Henrik Zein har givet hinanden håndslag på et stærkt makkerskab«, udtaler Nordisk Films administrerende direktør, Allan Mathson Hansen, i en pressemeddelelse.

I sin nye chefstilling får Katrine Vogelsang ansvaret for at udstikke retningen for de film og tv-serier, der skal indfri forventningerne om at dominere i hele norden, ikke mindst hvad angår tv-serier.

»Jeg glæder mig til at komme tilbage til produktionen af film og serier og være der, hvor indholdet bliver skabt. Og jeg ser frem til sammen med Henrik Zein, alle de dygtige producere, kreative talenter og medarbejdere i Nordisk Film at skabe endnu flere nyskabende fortællinger og engagerende indhold i højeste kvalitet«, udtaler Katrine Vogelsang i pressemeddelelsen.

Den 45-årige Katrine Vogelsang er uddannet producent fra Den Danske Filmskole i 2005. Fra 2005 til 2011 var hun ansat i DR Drama og stod blandt andet bag serier som ’Absalons hemmelighed’, ’Sommer’, ’Pagten’ og ’Lykke’.

I 2011 blev hun fiktionschef for TV 2, hvor hun har været overordnet ansvarlig for serier som ’Dicte’, ’Rita’, ’Kriger’, ’Klovn’ og ’Badehotellet’.

Torben Benner

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her