At drikke en cappuccino på en fortovscafé i Italien er i manges øjne indbegrebet af sommerlykke.
Men hvad stiller man op med idyllen, når ens mand netop har erklæret, at han vil skilles, og at børnene ovenikøbet har fået lus? Det er let at føle sig forkert, når omgivelserne skriger på, at man skal nyde sommertilstanden.
Sådan bør det ikke være, mener Line Jensen. Derfor har hun inviteret sine følgere til at give et mere autentisk indblik i, hvordan sommeren i virkeligheden føles. Hun kalder det ’postkort fra sommerlandet’.
Hun er illustrator og er kendt for sine ’dagbogstegninger’, som hun deler på sin Instagram. De består af erfaringer fra hendes eget liv som mor og partner. Som menneske. Også – og især – når det gør ondt.
Selv holder hun sommerferie på Møn lige nu efter at have været sygemeldt med stress gennem de seneste to måneder. Det går godt indtil videre. Men hun kan også mærke, at forventningerne til sommerglæden fylder.
»Man har en forestilling om, at man bare skal ud og ligge i hængekøjen og læse bøger på vattæppet og spise jordbærgrød til klokken 22. Men så finder man ud af, at det er en selv, der skal lave grøden. Det er en selv, der skal rydde vattæppet op og fjerne morgenmaden fra bordet og skifte bleerne og købe ind. Det er sindssygt hårdt arbejde«, siger hun.
Under ferien modtog hun en besked fra en følger, der fortalte, at hun var på campingtur med sin familie. Hun havde nærmest ikke set sin mand under opholdet, fordi de havde haft travlt med at mandsopdække hvert deres barn på campingpladsen. Hun følte, at andre mennesker kiggede skævt til dem, fordi de var de eneste, der ikke kunne holde styr på deres børn.
»Jeg kunne sagtens genkende den måde at have ferie på. At man måler sig med alle andre, som virker til at have styr på det hele. At deres børn godt kan finde ud af at spise en is uden at plage om endnu én. Sådan tror jeg bare, at der er mange af os, der har det«, siger Line Jensen.
Efter aftale med afsenderen delte hun beskeden på Instagram og spurgte, om der var andre, som havde lyst til at sende et digitalt postkort fra sommerlandet. Og det var der.
Nogle af følgerne savnede deres arbejde og var udbrændte over at skulle passe børn i døgndrift. Andre følte sig hensat til lockdown-lignende tilstande, hvor ensomhed er den eneste form for stabilitet.
»Jo flere jeg delte, jo flere begyndte at kommentere hinandens fortællinger. Det var meget smukt, at de begyndte at tale sammen på en så ikkedømmende måde. Det er ikke nogens skyld, at man har det sådan her. Der kom også et billede af en slags længsel, der aldrig helt når hjem. At uanset hvor man er henne i livet, så føler man hele tiden en eller anden form for ubalance. At det enten bliver for meget eller for lidt«, siger hun.
En kvinde udtrykte sin sorg over, at hendes børn var taget på ferie med deres far og hans nye kæreste. Hun følte sig alene. En anden skrev, at hun var på ferie med sin nye kæreste og hans børn og ikke kunne foretage sig andet end at græde under bruseren. At det føltes som en iscenesat familiekonstellation.
Ærlighedens gevinst
Line Jensen sammenligner sommerferien med juleaften. Forventningen er, at alle er lykkelige, og at det er den bedste tid på året.
»Men man ved bare, at der i alle familier er en ulmende konflikt mellem søskende eller forældre eller en onkel, der drikker sig fuld. Og det bliver bare en endnu større smerte, fordi den bliver holdt op imod billedet af det perfekte. Det kan jeg mærke, at mange også føler omkring sommeren. At vi skal pakke vores følelser væk og være glade og drikke rosé«, siger hun.
En stor del af det arbejde, Line Jensen laver, handler om at modarbejde følelsen af at være forkert, fortæller hun. På den måde var postkortene fra sommerlandet en naturlig forlængelse af det, hun hele tiden har beskæftiget sig med.
Tidligere har hun delt opslag, der handler om alt fra stress og arbejdstrang til det at skælde sine børn ud på måder, som ikke rigtig er i overensstemmelse med de herskende pædagogiske principper.
»Jeg ville nok have fundet et andet arbejde, hvis jeg havde oplevet det som grænseoverskridende at være ærlig. Måske også fordi jeg ikke synes, der er noget i vejen med mine udfordringer. Jeg skammer mig ikke over det. Folk siger, det er modigt, at jeg har skrevet om min stresssygemelding. Men skal jeg være flov over, at jeg er sygemeldt med stress? Det er vi nærmest alle sammen, virker det til«, siger hun.
Når modtagerne kan relatere til hendes følelser, giver det en særlig motivation, som får hende til at fortsætte.
»Når man er ærlig, får man rigtig meget ærlighed igen. Jeg tror ikke, at folk ville have sendt de postkort til mig, hvis de ikke tænkte, at jeg ville tage godt imod dem og kunne forstå dem. Jeg synes, at det giver et rum, hvor man lige kan ånde lettet op og sænke skuldrene. De svære følelser kan vi nok ikke nødvendigvis tage væk, men hvis man kan fjerne lidt af skylden og skammen over, at de findes, bliver de måske lidt lettere at være i«, siger hun.
Et nyt ideal?
Palmer, azurblåt vand ved klippekyster og farverige drinks bliver ofte delt på sociale medier som dokumentation for det ’lykkelige’ ferieliv. Men et oprør mod den idylliserede selvfremstilling er begyndt at ulme, oplever Line Jensen.
»Der er sket rigtig meget de sidste fem år, hvor jeg har været på Instagram. Der begynder at være nogle fora, hvor man kan dele de ting, der er svære. En ny selvfortælling med et andet fortegn. Og det er godt, for det er på sociale medier, at vi bliver konfronteret med det perfekte spejl og sammenligner alle de andres succes med ens egen utilstrækkelighed«, siger hun.
Hun mener dog ikke, at man skal afholde sig fra at dele de gode stunder på sociale medier. Man skal bare have in mente, at glansbillederne ikke er hele fortællingen. At vi alle græder under bruseren en gang imellem.
»Eksempelvis har jeg haft virkelig svært ved at poste, at jeg var meget taknemmelig, da jeg holdt fødselsdag den anden dag, og at der var gæster i haven, og at det så utrolig lækkert ud. Kan jeg tillade mig at dele det, når jeg ved, at der er så mange, der har det dårligt? Selvfølgelig har man også brug for at dele den del af livet. Man skal bare vide, at det ikke er hele sandheden. At det ikke er alle dage, der er sådan«, siger hun.
»Vi skal have så mange fortællinger som muligt. Det var også derfor, jeg overvandt mig selv i dag og indrømmede, at jeg faktisk var ret lykkelig over at blive 46 år, selv om alt i mig strittede mod det, fordi jeg ikke havde lyst til at dele noget, der var dejligt«, siger hun.
fortsæt med at læse
