Føler en kunstner sig frem? Eller bruger han hjernen, når han skriver sin musik? Udelukker det ene det andet?
Odense Symfoniorkester er i gang med koncertserien ’Mind the Music’, som sætter fokus på hjernen og kunsten. Blandt andet i samarbejde med Psykiatrifonden. Og selv om det forstyrrede min hjerne at få fransk erotik i tonende form afløst af bassisten og hjerneforskeren Peter Vuust, der pludselig stod på scenen og sagde »pling-pling-pling« i lange baner, var pointen fin nok.








