Det er en vidunderlig oplevelse at se Sydney Pollacks 40 år gamle kønskomedie ’Tootsie’ med Dustin Hoffman i hovedrollen. Den er varm og sjov og får én til at tænke: Hvornår bliver kvinders erfaringsverden nok? spørger Eva Eistrup i denne klumme.

Det geniale ved filmen er, at den mere end antyder det smertefulde ved, at der først sker noget, når mænd får øjnene op

Det geniale ved ’Tootsie’ er, at den mere end antyder det paradoksale og smertefulde ved, at der først sker noget, når mænd får øjnene op for ting.  Foto: /Ritzau Scanpix
Det geniale ved ’Tootsie’ er, at den mere end antyder det paradoksale og smertefulde ved, at der først sker noget, når mænd får øjnene op for ting. Foto: /Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Tootsie, toots, doll, baby, honey. Hvinende søde navne, der er som gift for arbejdsmiljøet, når instruktøren Ron, der spankulerer rundt som en storrygende Hemingway-type i en safariskjorte, nedladende bruger dem om og til de kvindelige skuespillere på sæbeoperaen ’Southwest General’.

Her har den ambitiøse, men frustrerede arbejdsløse skuespiller Michael Dorsey (Dustin Hoffman) endelig fået arbejde – men klædt ud som kvinde. Som Dorothy Michaels, en nydelig, bramfri og slagfærdig midaldrende dame, oplever Michael for første gang i sit liv at blive kontinuerligt tysset på, talt ned til, overhørt, lagt an på – og forsøgt taget med vold.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her