Susan Sontags ’At betragte andres lidelser’ peger i retning af en håbefuld insisteren på virkelighedens og etikkens seje uopløselighed, skriver Eva Eistrup i denne klumme.

Jeg ville give min højre arm for at læse, hvad hun har at sige om den billedstorm, der er på sociale medier

Foto: Boris Roessler/Ritzau Scanpix
Foto: Boris Roessler/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Det ville være synd at sige, at vores verden er blevet mindre billedbåren, siden den amerikanske forfatter og samtidstænker Susan Sontag skrev ’At betragte andres lidelser’ i 2003. I dette boglange essay tog hun tråden op fra sin meget berømte essaysamling ’Om fotografi’ fra 1977 og underlagde sin egen analyse af fotografiet som et våben – »at fotografere en person er at begå overgreb imod dem« – et kritisk eftersyn. Et eftersyn, der på mange måder tegner konturerne af en tænkning over internettet og de sociale medier, endnu før de var smeltet sammen med selve livet.

’At betragte andres lidelser’ udkom i 2003. Et år før hun døde, og to år efter at Sontag fik ørerne i den patriotiske maskine, da hun i en fyndig tekst om 9/11 påtalte »barnagtiggørelsen af offentligheden« og insisterede på at tale om USA’s andel i angrebet, før hun fyrede denne ikoniske linje af: »Lad os for alt i verden sørge sammen. Men lad os ikke være dumme sammen«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her