Han blev kaldt en munk i musikkens tjeneste, da han skulle have sin million i Koncerthuset. Og som en munk stod han med foldede hænder, mens han lyttede til ordene fra Léonie Sonnings Musikfonds formand, der priste den franske pianist Pierre-Laurent Aimards intellektuelle tilgang til musikken.
Aimard er i Danmark og har været det hele ugen for at tage imod Léonie Sonnings Musikpris og kvittere med koncerter, masterclass med mere. Det er en pris, der tidligere er gået til Aimards franske mentor, komponisten Olivier Messiaen, og til den ungarske komponist György Ligeti, hvis nutidsmusik Aimard også har skabt sit navn ved at fortolke, så man dårligt kan høre, hvor vanskelige noderne er.








