Det er sæson for borgerlige besyngelser af fortidens Danmark. Mens Selsing’erne, hr. og fru, vil have kvinderne hjem til kødgryderne i en ny bog, ønsker Henrik Dahl sig tilbage til dengang, man ikke var dus. Til dengang, hvor kun de allerdygtigste kom i gymnasiet og kun en meget lille gruppe på universiteterne. Til eksamener med blyant og kuglepen og papir, så der ikke kan snydes ved hjælp af internettet. Til tiden før ’velfærdsideologien’ på tusind måder trælbandt danskerne, som bliver flået i skat og må finde sig i skoler, hvor man ikke lærer noget, gymnasier, hvor man ikke skal præstere noget, og universiteter, der ikke søger sandheden, men blot producerer endnu flere uduelige kandidater, som i dyre domme bliver ansat til at lave endnu mere ’pseudoarbejde’, end der allerede er.
Om tiltaleformerne ’De’ og ’du’ hedder det direkte, at det langsigtede »mål må være at genoplive det borgerlige samfund som en norm, det er værd at stræbe efter. Det vil for det første sige, at opdelingen af den sociale verden i livssfærer bør rekonstrueres. Det er nok for dristigt at håbe på, at man igen på dansk vil begynde at skelne mellem du og De. Men det ville være et stort fremskridt«. Jamen dog.
