Når man skriver en nekrolog, løfter man et menneske ind i historien. I 40 år gik Ritt Bjerregaard op og ned ad trapperne i dansk politik, men det var noget andet, der tog forgrunden i kommentarerne efter hendes død, skriver Camilla Stockmann i denne kommentar.

Man kunne også fortælle en anden historie om Ritt Bjerregaard

Arkivet er fuld af fotos fra den Ritt Bjerregaards politiske lange karriere. Her diskuter hun med Politikens Børnegruppe i november 1973.   Arkivfoto Erik Gleie
Arkivet er fuld af fotos fra den Ritt Bjerregaards politiske lange karriere. Her diskuter hun med Politikens Børnegruppe i november 1973. Arkivfoto Erik Gleie
Lyt til artiklen

Når man som journalist er ansat til at skrive nekrologer, og man fortæller om sit arbejde over et middagsselskab, viger folk væk fra én. Døden hænger i tøjet som en stank. Man er journaliststandens bedemænd, men i virkeligheden er det helt omvendt, for nekrologen er en fejring af livet.

Det fortæller en af The New York Times’ skribenter i den fine dokumentarfilm ’The Obit’, hvor vi følger dem, der er ansat til at portrættere betydningsfulde mennesker i det øjeblik, de udånder. Jeg har tænkt på dokumentaren her i januar, højsæsonen for dødsfald, hvor vi har sagt farvel til blandt andre Lise Nørgaard, Fay Weldon og i søndags Ritt Bjerregaard (S). Sikke et dagligt ansvar at have: at være den, der løfter et menneske ind i historien.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Group 2

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her