Den kontroversielle franske forfatter Michel Houllebecq har uden held forsøgt at få nedlagt et forbud mod offentliggørelsen af en eksperimenterende, erotisk film, hvor den 67-årige forfatter har sex med unge kvinder.
Men retten i Amsterdam har besluttet, at Kirac – Keeping It Real Art Critics – der står bag filmen frit kan offentliggøre den, skriver The Guardian.
Fakta
Michel Houellebecq
Født i 1958, uddannet civilingeniør og arbejdede som computeradministrator i Paris, før han blev forfatter.
Brød igennem med romanen ’Udvidelse af kampzonen’ i 1994.
Vandt i 1998 Prix Novembre for romanen ’Elementarpartikler’.
Og i 2010 Prix Concourt for romanen ’Kortet og Landskabet’.
Hans roman, ’Underkastelse’ fra 2015, foregår i et dystopisk Frankrig i 2022, hvor præsidentposten overtages af en islamistisk politiker.
Michel Houellebecq og hans kone, Qianyun Lysis, havde indbragt sagen for retten for at få stoppet filmen og traileren, som allerede har været offentliggjort. I traileren ses Michel Houellebecq iført pyjamas ligge ved siden af en kvinde iført natkjole, mens han ryger og griner. Men det lykkedes ikke at stoppe filmen. Retten fastslog, at Michel Houellebecq selv havde indgået en aftale med Kirac om at lave filmen. Han forlod projektet under optagelserne på grund af uenigheder.
Af rettens afgørelse fremgår det, at det var Houellebecqs kone, der under en middag i foråret 2022 forelagde ideen om at lave en eksperimenterende pornofilm med den kendte forfatter i centrum for instruktør Stefan Ruitenbeek fra Kirac.
Efterfølgende drøftede Houellebecq og Ruitenbeek i mails en plan om at skabe »et kunstværk, hvor sondringen mellem fiktion og virkelighed tager form som et spil med dine fjenders grusomme paranoia«, skriver The Guardian.
Klip mellem forfatter og kønsdele
Da Michel Houellebecq 1. december 2022 ankom til Amsterdam for at lave filmen, underskrev han en aftale om at indgå i en film, der »kan eller ikke kan indeholde eksplicit indhold«. Eneste begrænsning i aftalen var, at filmen ikke måtte vise Houllebecq og hans kønsdele i samme optagelse.
Og ifølge retten i Amsterdam bliver der i filmen klippet mellem Houllebecq og optagelser af mandlige kønsdele, og det »vil efterlade seeren i tvivl om, hvorvidt Houellebecq faktisk deltog i sexscenerne, eller om det er en stand-in, der optræder for ham«, skriver retten.
23. december 2022, tre dage før de planlagte optagelser var færdige, forlod Michel Houellebecq projektet. I et brev, som han har offentliggjort på sin egen hjemmeside, forklarer han ifølge The Guardian, at han og instruktøren havde »radikalt modsatte« opfattelser af, hvad kunstnerisk arbejde er. Og han betegnede filmen som »rendestensjournalistik«.
Michel Houellebecq har i retten i Amsterdam samtidig forklaret, at han led af en alvorlig depression, og at han også havde indtaget adskillige glas vin, da han indgik aftalen om at lave filmen. Men det afviste retten i Amsterdam at tage hensyn til, fordi der ikke var nogen lægelig dokumentation for Houellebecqs depression.
En domstol i Paris har også afvist en klage fra Michel Houellebecq over filmens trailer, som forfatteren mente skadede hans privatliv og ære.
fortsæt med at læse









