Der er mange særprægede og suveræne elementer ved Michel Houellebecqs ’Interventioner’, hans netop udgivne essays, interviews og avistekster, men det bedste er, at man aldrig for alvor kan gætte sig til, hvad sætningens næste ord vil være – på trods af al stringens i tanken i øvrigt. Houellebecq er en filur på absolut europæisk topniveau: fremsynet reaktionær eller reaktionær fremskridtsmand, alt efter temperament.
Et eksempel på lurifakseriet er hans position i den offentlige debat. Uanset hvilken fløj man befinder sig på, kan man finde grund til at holde af ham: Hos socialisterne bliver han fremhævet for sin fremsynede kritik af liberalismen, mens de konservative snarere hylder ham for hans modstand mod islam. Synes man, at det nuværende system er noget metafysisk rod, er der altid argumenter, om ikke hjælp, at finde hos den franske sortseer.
