Christian Lollikes sidste forestilling som leder af Sort/Hvid er en vild tur i dødsrigets evige forfald. Og Rasmus Zwicki viser sig igen som en af tidens mest interessante operakomponister.

Der var helt stille blandt publikum efter forestillingen. Vi stod med en død kvinde i armene

Den døde Eurydike ved sit bord i dødsriget, hvor hun involverer publikum i sin fortolkning af historien om Orfeus. 
 Foto: Emilia Therese
Den døde Eurydike ved sit bord i dødsriget, hvor hun involverer publikum i sin fortolkning af historien om Orfeus. Foto: Emilia Therese
Lyt til artiklen

I det øjeblik, forestillingen sluttede, og lyset gik ud, stod jeg og et par andre gæster med en døende, allerede død kvinde i armene. Som gribende skreg, tiggede og sang sin smerte ud i vores ansigter, mens vi støttede hende. Hun var allerede død, for vi var på besøg i dødsriget. Vi var gæster hos en række figurer, der i hvert sit rum talte og sang om skæbne, om evighed, om kærlighed og forfald. Og om Orfeus og hans mislykkede forsøg på at hente sin døde elskede og overskride grænsen mellem liv og død.

Christian Lollikes sidste forestilling som leder af Sort/Hvid i Kødbyen er en grænsesøgende version af en af verdens første operaer, ’Orfeo’ af Claudio Monteverdi fra 1607.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Group 2

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her