Prisen for at besøge museer, zoologiske haver, tivolier, biografer og teatre er steget markant i løbet af de seneste syv år, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Det er blevet markant dyrere at gå i biografen og i zoo

Det er blevet markant dyrere at opleve den danske kultur. Nye tal viser markante prisstigninger på tivolier, museer, cirkusser, temaparker og oplevelsescentre. Her museet MoMu i Aarhus.   Foto: Kåre Viemose/POLFOTO
Det er blevet markant dyrere at opleve den danske kultur. Nye tal viser markante prisstigninger på tivolier, museer, cirkusser, temaparker og oplevelsescentre. Her museet MoMu i Aarhus. Foto: Kåre Viemose/POLFOTO
Lyt til artiklen

Vil du klappe en ged i en zoologisk have eller vove dig op i Det Gyldne Tårn i Tivoli, så kan du godt forvente at skulle hive en del penge op af lommen.

Priserne på kulturoplevelser er nemlig steget mere end forbrugerpriserne generelt i løbet af de seneste syv år, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Det gælder såvel tivolier, museer og cirkusser som temaparker og oplevelsescentre.

Den største stigning på billetter inden for kulturområdet er sket på museer og zoologiske haver. Her koster billetten ifølge en pressemeddelelse fra Danmarks Statistik gennemsnitligt 41 procent mere, end den kostede for bare syv år siden.

Det svarer til, at det kostede 100 kroner at komme ind i 2016, men nu koster 141 kroner i gennemsnit.

Prisen for komme i et tivoli eller i biografen er steget med 29 procent, og teaterbilletter er steget med 23 procent.

Til sammenligning er forbrugerpriserne i samfundet generelt steget med 18 procent i perioden. Kulturen skiller sig derfor væsentligt ud.

Servicetjek

En del af forklaringen på, at prisen for kulturoplevelser er steget så markant, skal ses, i lyset af at kulturinstitutionerne i den pågældende periode er blevet ramt af en række administrative byrder, lyder det fra erhvervsorganisationen Dansk Erhverv.

Chefkonsulent Michael Folmer Wessman peger blandt andet på en række ændringer i bygningsreglementet i 2018, håndteringen af GDPR-regler og foranstaltninger, der skal imødegå hvidvask.

»Det koster både tid og penge for kulturvirksomhederne at komme på plads med dette. Derfor foreslår vi i Dansk Erhverv, at kulturministeren sætter sig i spidsen for et grundlæggende servicetjek af de mange regler, der bøvler i kulturlivet«, siger han til mediet Kulturmonitor.

»Vi ser også en udfordring i, at kulturoplevelser generelt er løntunge og dermed sværere at effektivisere«.

Friluftsland og badeland

Til gengæld er prisen for en svømmetur i et badeland, et friluftsland eller en svømmehal kun steget en anelse mere end de generelle forbrugerpriser i løbet af de seneste syv år.

»I en årrække – fra starten af 2019 til slutningen af 2022 – steg prisen på en tur i svømmehallen også mere end de generelle forbrugerpriser. Men ser man samlet på udviklingen fra 2016 frem til i dag, er billetter til svømmehaller steget med 19 procent – det vil sige kun en smule mere end de generelle prisstigninger«, udtaler Asla Husgard, der er fuldmægtig i Danmarks Statistik.

Hun minder om, at der var et markant styrtdyk i priserne på museumsbilletter i sommeren 2020 på grund af den politiske beslutning om en ’sommerpakke’, der blandt andet gav rabat på museumsbesøg for at få gang i økonomien igen efter covid-19-nedlukningen. Det præger også tallene.

Ida Herskind

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her