Komponisten Steingrímur Rohloffs ’War Requiem’ undgik klichéerne, selv om både kvinder og mænd var tildelt deres traditionelle roller i værkets kommentar til krigens rædsler.

Nazistisk propaganda gjaldede ud i koncertsalen, da dansk komponist måtte erkende, at hans rekviem for krigen havde fået ubehagelig aktualitet

Som folkeforføreren var tenoren Magnus Vigilius overbevisende, selv om krigens logik haltede om kap med krigsveteranerne. Foto: Jacob Kristensen
Som folkeforføreren var tenoren Magnus Vigilius overbevisende, selv om krigens logik haltede om kap med krigsveteranerne. Foto: Jacob Kristensen
Lyt til artiklen

Da det efter to års coronaforsinkelse endelig blev tid til at opføre et nyt, stort dansk rekviem, havde virkeligheden indhentet kunsten.

Den danske komponist Steingrímur Rohloff har islandsk og tysk baggrund, og han havde tænkt sig, hans ’War Requiem’ skulle referere til besættelsen i 1940’erne. 12 år gammel måtte Rohloffs tyske far flygte med sin violin i den ene hånd og sin hamster i den anden, og dén scene var en del af Rohloffs ’War Requiem’, hvor en dreng kom på scenen med netop de rekvisitter.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Group 2

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her