Bogen bliver kritiseret for at være alt for detaljerig ned til de mindste hjørner af særligt kaffebrygning og salg af gamle skrivemaskiner.

Han er vant til at vælte sig i roser for sit skuespil. Men så udgav han en roman

Den dobbelte Oscar-vinder Tom Hanks, her fotograferet i Cannes for efterhånden temmelig mange år siden, ved premieren på 'Da Vinci Mysteriet' i 2006, er bedre til at spille skuespil end til at skrive romaner, mener anmelderne.  Foto: Thomas Sjørup
Den dobbelte Oscar-vinder Tom Hanks, her fotograferet i Cannes for efterhånden temmelig mange år siden, ved premieren på 'Da Vinci Mysteriet' i 2006, er bedre til at spille skuespil end til at skrive romaner, mener anmelderne. Foto: Thomas Sjørup
Lyt til artiklen

Den hæderkronede skuespiller Tom Hanks’ første roman bevæger sig tematisk i et rum, som den nyslåede forfatter kender særdeles godt: filmens verden.

’The Making of Another Major Motion Picture Masterpiece’, som debutromanen hedder, handler om tilblivelsen af superheltefilmen ’Knightshade: The Lathe of Firefall’ under ledelse af en særligt kunstnerisk begavet instruktør, Bill Johnson.

I løbet af bogen får man fortalt historien om tegneserieforlæggets vej fra 1940’ernes kioskhylder og til den storsælgende blockbuster med reklamer på Times Square, som ikke bare er endnu en film i rækken om stærke mænd i kapper, men noget helt særligt, noget der sprænger skalaen for, hvor kunstnerisk nyskabende en storfilm kan være. En insiderberetning i prosaform fra den filmbranche, Hanks har været helt inde i hjertet af i over 40 år.

Og hvordan går så det?

Kort sagt: dårligt.

I The Guardian skriver anmelderen, at det hele egentlig ville være meget godt, hvis det havde været skrevet som en satire, men som bogen skrider frem, viser det sig, at der intet satirisk er i den.

»Johnson er storslået, og ’Knightshade’ er fantastisk, og derfor er alt omkring dem kilde til endeløs fascination. Produktionen, siger Hanks, spænder over 53 dage. På en eller anden måde får bogen det til at føles som endnu længere«, skriver The Guardians anmelder, der noterer, at romanen »skriger på en redaktør«.

Den hårde kritik står ikke alene. The Times opsummerer med at sige, at Hanks »mansplainer filmfremstilling«, New York Times kritiserer bogen for sine mange gentagelser og uhyggeligt detaljerede beskrivelser af alt fra kaffe (triple espresso fra særlige maskiner, halv-halv med skuffet havremælk osv.) til især skrivemaskiner, som Tom Hanks tidligere har skrevet om at være besat af:

»I mødet med en gammel Smith-Corona Sterling, Johnsons foretrukne instrument, på side 96 af ’Masterpiece’, rullede jeg forstående med øjnene«, skriver anmelderen:

»Efter at have vendt 50 sider mere og finde en sidekarakter, der sælger »Royal’er, Underwood’er, Remington’er, Hermeser, Olivetti’er, alle i brugbar stand«, som om det var en butik på Etsy [moderigtigt kræmmermarked på nettet, red.], måtte jeg kæmpe mod en stærk trang til at lukke bogen, fyre op under en triple espresso og se, om der skete noget på det lille palads, der er min iPhone«.

I et interview med BBC er Hanks selv lidt inde på kritikken af sin bog, som han siger, at han er bedre klædt på til at tage end de fleste efter sine mange år i filmbranchen.

Samme sted siger han også, at det »ikke er fair«, at hans bog bare er blevet godtaget af et forlag uden videre, mens utrolig mange andre forfattere må gå den lange gang fra forlag til forlag med deres manuskripter.

Omvendt så er det ikke hverken det eller anmelderne, bogen skal måles på, siger han til BBC:

Den skal »leve og dø på dens evne til at underholde og oplyse et publikum«, siger han.

Emil Bergløv

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her