Det er jo ikke noget nyt, at velfærdsstaten fordrer ændringer af vores måde at leve og organisere os på. Tilbage i 1960’erne og 1970’erne opstod et voldsomt behov for arbejdskraft, som man løste ved at mobilisere den del af arbejdsstyrken, som hidtil havde varetaget, hvad man omtalte som ’at passe hjemmet’, en ganske neutral beskrivelse af privat rengøring, madlavning, indkøb, børnepasning, vask samt strygning og vedligeholdelse af tøj.

Det var en forudsætning for velfærdsstatens fortsatte udbygning, at kvinderne skiftede kødgryder og strygebrætter ud med diverse – i reglen lavtlønnede og lidet respekterede – funktioner i industrierhvervene. Som så skulle passes sideløbende med børnene, medisterpølsen og dynebetrækkene.