Min søn elsker Pride. Der er slik, der er lastbiler, der er andre børn med flere mødre og fædre, og der er farvestrålende klistermærker fra Nykredit og balloner fra Danske Bank. Og mens den menneskelige skønhed danser forbi, og Lady Gaga synger ’I was born this way’, forsøger jeg at stoppe den værste reklame i tasken og huske mig selv på aldrig igen at stille mig på Frederiksberg Allé-siden af optoget, hvor velbehageligt kropskapable borgere i campingstole beder mig om at knæle, så de bedre kan se ’showet’.

»Nu er det jo ikke en tur i Det Kongelige Teater«, kommer jeg til at snerre, selv om jeg godt gad ikke at være vred i dag. Men for fanden da! Hvornår holdt en fest op med at være noget, man deltager i? Og må jeg stilfærdigt minde om kampen? Med tanke på, hvilken ofte dyster og blodig politisk kamp for lige rettigheder, denne fest er en trodsig markering af, vil jeg faktisk gerne bede om en lidt mindre tilbagelænet pseudosolidaritet.