Umiddelbart virkede nyheden mest bare kuriøs: En konservator havde opdaget, at portrættet af en britisk adelskvinde fra 1600-tallet var retoucheret, således at den unge kvinde med tiden havde fået fyldigere læber og knap så vigende pande. Nu kunne vi se hende, Diana Cecil, som hun oprindelig var. Bleg med mindre mund, høj pande, ikke ligefrem nogen skønhed. Hun så også lidt ældre ud.
Jeg havde nok ikke tænkt videre over historien, der allerede var næsten en uge gammel, da jeg onsdag tilfældigvis var på en opgave på Nationalmuseet, hvor jeg blev vist gennem de gamle saloner. Pludselig bemærkede jeg, hvordan damerne i de gamle portrætter kiggede tilbage på mig: Let udstående øjne, samme gustne bleghed, dobbelthager, høje pander, bittesmå munde.
