Landbrugsavisen har politianmeldt selskabet Danske Fagblade, der narrer intetanende eller uopmærksomme landmænd til at betale for, hvad de går ud fra er Landbrugsavisen. Det skriver Mediawatch.
Politianmeldelsen kommer, efter Landbrugsavisen modtog et opkald fra en landmand, der havde fået tilsendt en mystisk faktura fra et medie, som kaldte sig Landbrugstidende.
Vi er bekymrede for, at folk kan misforstå henvendelser, de får, som om de kommer fra os
»Set fra vores side er vi bekymrede for, at folk kan misforstå henvendelser, de får, som om de kommer fra os. Det har vi jo et ønske om at få standset. Det er også for at beskytte folk, der kunne komme til at betale for noget, man ikke har bestilt«, siger Christian Friis Hansen, chefredaktør for Landbrugsmedierne, der er selskabet bag Landbrugsavisen, til Mediawatch.
Danske Fagblades direktør, Dayan Vafai, afviser, at selskabet har sendt uopfordrede fakturaer til landmænd.
Strid med andet mediehus
Allerede 25. oktober lagde Landbrugsavisen selv en advarsel op på deres hjemmeside, hvor de opfordrede abonnenter til at være opmærksomme på fakturaer og henvendelser fra Danske Fagblade.
»Landbrugstidende er IKKE en del af LandbrugsAvisen og LandbrugsMedierne. Landbrugstidende har ikke nogen forbindelse til vores bladhus«, skriver Landbrugsavisen i artiklen.
Landbrugsavisen linker i samme artikel til et eksempel på en falsk faktura.
Danske Fagblade har tidligere været i strid med mediehuset Nordiske Medier, der i 2021 anklagede Danske Fagblade for navnemæssigt at lægge sig for tæt på Danske Fagmedier, der blev en del af Nordiske Medier i 2014.
Transportmagasinet, der er en af Nordiske Mediers aviser, oplyste i en artikel på deres hjemmeside, at mange af deres kunder blev opsøgt af Danske Fagblade og fik tilsendt fakturaer.
»De medier, som Danske Fagblade ApS har registreret, er Licitationstidende, Transportavisen, Motortidende og Soefartavisen, og vores kunder kan forveksle disse med Licitationen – Byggeriets Dagblad, Transportmagasinet, Motor-magasinet og Søfart«, skrev Transportmagasinet.
Røg på forside efter sært interview
En lignende sag dukkede sidste år op i mandebladsafdelingen.
Pludselig var det nye magasin Neoman, hvis navn og forsideæstetik mindede gevaldigt om det allerede eksisterende Euroman, nemlig på gaden.
Neoman udkom kun en enkelt gang. Her var Brian Lykke på forsiden, men ifølge Frihedsbrevet var det ikke med hans gode vilje. Han blev interviewet, et år før Neoman udkom, og her havde han ikke fået fat i navnet på mediet.
»Neoman har intet med Euroman at gøre (...) Jeg har udholdt at læse en håndfuld sider af magasinet, indtil jeg fik for mange tomme floskler og lommefilosofisk nonsens galt i halsen«, skrev Euromans chefredaktør, Kristoffer Dahy Ernst, sidste år på X om Neoman-miseren.
fortsæt med at læse









