Seks lokalmedier i Østjylland lukker. Det sker efter ny sparerunde på Jysk Fynske Medier, hvor 57 medarbejdere stopper.
Lokalmedierne er en del af Jysk Fynske Mediers LIV-redaktioner, som blev lanceret for knap tre år siden for at bekæmpe nyhedsørkener i i Østjylland. Men nu lukker redaktionerne i Norddjurs, Syddjurs og Favrskov samt de fleste redaktioner i Aarhus’ forstæder.
»Vi må ærligt erkende, at vi ikke har knækket koden endnu. Det har været vanskeligere for os end forventet at omsætte interessen for lokaljournalistikken i en tilfredsstillende abonnementsøkonomi«, siger Jan Schouby, der er chefredaktør på Århus Stiftstidende og for de østjyske lokale Liv-medier, i en pressemeddelelse.
Så det er svært ikke at blive bekymret
Anders C. Østerby kalder lukningen af de seks lokalmedier »superærgerlig«. Han er til daglig journalist på DR Fyn og tidligere såkaldt fellow på Syddansk Universitet, hvor han undersøgte udviklingen i lokalmedier og faren for nyhedsørkener i Danmark.
»De her ny medier var jo et forsøg på at dæmme op for det, man frygtede kunne blive nyhedsørkener«, siger Anders C. Østerby.
Da Anders C. Østerby i 2020-2021 undersøgte nyhedsørkener i Danmark, viste det sig, at 25 procent af lokalredaktionerne i Danmark var lukket i løbet af de seneste 10 år.
»Så det er svært ikke at blive bekymret, når man ser, at udviklingen bare fortsætter«, siger Anders C. Østerby.
Senest lukkede også Jyllands-Posten sine fire digitale lokalmedier i Vejle, Horsens, Randers og Viborg.
Går ud over hele nyhedsøkosystemet
Der har de seneste år været et stort politisk fokus på at hjælpe den hårdtprøvede lokaljournalistik. I finansloven for 2023 afsatte regeringen 43 millioner til netop at at styrke lokalmedier gennem en særlig pulje til ugeaviser og distriktsblade. .
For konsekvensen ved nedlukningen af de lokale aviser bliver først og fremmest, at borgerne i området ikke kan blive oplyst dagligt om udviklingen i deres områder.
»Borgerne får ikke mulighed for at holde øje med magthaverne og de større virksomheder, når der ikke er journalister til at trykprøve ting«, siger Anders C. Østerby.
Derudover går det også ud over sammenhængskraften. Lokale medier fungerer som et spejl for et lokalområde. Når der sker noget godt, kan det være inspirerende for andre at læse om, fortæller Anders C. Østerby.
Det er dog ikke kun selve lokalområderne, som taber ved nedlukningen af lokalredaktioner. Lokalmedier spiller nemlig en vigtig rolle i det store nyhedsøkosystem.
»Tit starter en sag, som har stor væsentlig interesse i den brede befolkning, lokalt. Så er der et regionalt, og så et landsdækkende medie, som tager historien op«, siger Anders C. Østerby.
»Man kan godt frygte, nogle af de historier vil blive overset og aldrig kommer for en dag«.
fortsæt med at læse


























